Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
 
 

10.000 hospitalsansatte: Nu er det nok

475 mio. kroner skal spares, 163 senge skal nedlægges og 3 hospitaler skal lukkes for at blive til et nyt stort samlet hospital. Sådan ser fremtiden ud frem mod 2019 for det kommende nye, store Universitetshospital i Skejby. Ansatte ved Aarhus Universitetshospital er presset helt ind til benet; sygefraværet stiger og arbejdsmiljøet halter. De ansatte siger nu fra.
  • print
  • download
  • kontakt
  • Bookmark and Share
​Af Rikke Brams, rbr@dsr.dk

Den 7. maj bragte JP Århus et debatindlæg som opfølgning på et otte siders langt brev, som regionsrådet i Region Midtjylland modtog i går. Kontaktudvalget på Aarhus Universitetshospital (AUH), som er afsender, består af 37 fællestillidsrepræsentanter og suppleanter, som tilsammen repræsenterer alle 17 fagforeninger på tværs af faggrupper på AUH og dermed samtlige ansatte.

”Organisationen har aldrig været rystet så hårdt før,” fortæller Jacob Gøtzsche, som er sygeplejerske på AUH og fællestillidsrepræsentantsuppleant i DSR, og fortsætter:

”Vi er presset til max. Produktivitetsdagsordenen tager alt fokus. Det handler kun om, at vi skal leve op til kvalitetsmål, servicemål, kræftpakker og ventelister samtidig med, at ressourcerne til at nå målene igen og igen skæres ned. Det handler kun om at udskrive patienterne hurtigst muligt, så vi har plads til de nye, der dukker op i morgen. Er det sådan, vi gerne vil behandle folk? De konstante krav og besparelser går hårdt ud over arbejdsglæde og arbejdsmiljø, hvilket vi tydeligt kan se i fraværsstatistikkerne og antallet af ansatte, der går ned med stress.”

Stigning i stressramte
Arbejdsglæde og et godt arbejdsmiljø er helt fundamentalt for trivslen på en arbejdsplads. AUH har set en stigning i antallet af stressramte medarbejdere fra 12 % i 2011 til 23 % i 2013. Og det er simpelthen for mange, lyder det fra DSR. Manglende arbejdsglæde og et dårligt arbejdsmiljø går ikke kun ud over medarbejderne, men også den faglige kvalitet og dermed patienterne i sidste ende.

”Det er ikke for sjov, når samtlige ansatte på Aarhus Universitetshospital går sammen og melder ud, at de er presset i en grad, hvor arbejdsmiljøet lider så voldsomt. Som faglig organisation må vi selvfølgelig på det kraftigste understrege, hvor vigtigt et godt arbejdsmiljø og arbejdsglæde er for de ansattes trivsel og dermed den faglige kvalitet, de kan levere til patienterne i sidste ende. Sådan et opråb må arbejdsgiveren ikke sidde overhørig,” siger Anja Laursen, formand for Dansk Sygeplejeråds Kreds Midtjylland. 

Mennesker frem for bundlinje
Med brevet til regionsrådet håber udvalget at vise politikerne, at der findes rigtige mennesker bag tallene på bundlinjen.  Og invitation til regionspolitikerne er da også klar:

”Kom og besøg os. Lad os indlede en dialog om, hvordan man driver et sygehus, og hvad vi skal byde patienter og medarbejdere. Det er for nemt at sende regningen for regionens strukturelle ubalance videre til os og så bede os om selv at løse de problemer, der opstår, når ressourcerne mangler,” siger Jacob Gøtzsche. 

163 sengepladser skal lukkes samtidig med, at visse afdelinger af hospitalet oplever en overbelægning på 175 %, fortæller Jacob Gøtzsche. Samtidig oplever de hårdest ramte afdelinger sygefravær på op til 25 % samtidig med, at de skal spare på puljen til vikartimer og overarbejde. Personalet løber stærkt for at følge med. 

 ”Det hele handler om akut brandslukning, hvor fokus ligger på at få dagen og i bedste fald ugen til at hænge sammen. Der er ingen plads eller overskud til at tænke langsigtet eller til at overveje, hvordan vi løser opgaverne bedst muligt. Der mangler perspektiv,” siger Jacob Gøtzsche.

Læs debatindlægget i JP Århus her og læs mere i JP's artikler om sagen her og her.
Publiceringsdato:
07. maj 2014
Ændringsdato:
07. maj 2014