Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
 

Sygeplejerskerne cyklede flot til Paris

DSR’s formand Grete Christensen og rigtig mange andre sygeplejersker har i år deltaget i Team Rynkeby. Fredag cyklede de flot ind over målstregen ved Eiffeltårnet i Paris efter at have kørt omkring 1350 km.
  • print
  • download
  • kontakt
  • Bookmark and Share
Af Søren Olufsen, sbo@dsr.dk  

Det var noget af en fest, da de gulklædte cykelryttere fra Team Rynkeby fredag eftermiddag kørte paradekørsel gennem Paris mod målet ved Eiffeltårnet.  

På otte dage har de tilbagelagt omkring 1350 km, og i alt har 21 hold fra hele landet deltaget, og der har været sygeplejersker på flere af holdene. Formålet med turen er at samle penge ind til Børnecancerfonden.  

Formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen kørte sammen med Team Rigshospitalet og kom også godt igennem de hårde strabadser på landevejen.  

”Det har været en helt utrolig fed oplevelse. Vi har virkelig fået prøvet nogle grænser af og været udfordret, men der har hele tiden været et stærkt sammenhold, og alle har bidraget til, at vi kom i mål”, siger Grete Christensen og fortsætter:  

”At køre ind i Paris sammen med så mange sygeplejersker fra forskellige hold gav en fantastisk fællesskabsfølelse. Og når man så samtidig ved, at vi har været med til at støtte børn med kræft og deres familier, så giver det hele mening.” 

Gode samtaler
Formanden for landets sygeplejersker understreger, at det også har givet hende fagligt input at køre med på Team Rigshospitalet.  

”Vi har haft mange snakke både på cyklen, og når vi har været af og holdt pauser. Der har været personlige samtaler, og der har bestemt også været mange faglige diskussioner. Og det alt sammen noget, som jeg kan bruge i mit videre faglige arbejde for sygeplejerskerne. På sådan en otte dages cykeltur kommer man jo meget tæt på hinanden, og så bliver der åbent op, og det er forfriskende”, siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.  

Læs mere om Team Rynkeby på DSR's temaside
Publiceringsdato:
20. juli 2013
Ændringsdato:
20. juli 2013